I efteråret fik jeg min første scoby – svamp og kunne nu endelig begynde at brygge kombucha. Jeg har 2 store glasbeholdere med tappehane og brygger ind imellem 2 portioner ad gangen. Den ene beholder står også indimellem med en god stor portion starter og med en scoby som et lille hotel, til jeg igen har brug for at lave mere kombucha.
Efter brygningen som tager mellem 7-14 dage, tapper jeg ca. 2,5 liter færdig kombucha ud i skoldede afkølede flasker. Det er her at 2. fermentering starter. Jeg tilsætter nu den færdige kombucha forskellige smage og stiller flaskerne på køkkenbordet. Denne gang har jeg lavet kombucha med skovjordbær og det smager dejligt af sol og sommer og har givet den fineste farve.
Flaskerne skal åbnes dagligt for at tage evt. tryk for det er her, at der dannes brus og bobler.
Når jeg sætter en ny omgang kombucha igang, hælder jeg 3 liter afkølet og tempereret te og sukkerblanding på igen. Forsigtig og lidt ad gangen ned i siden af glasbeholderen, hvor scoby’en ofte ligger øverst i glasset. Jeg rengør altså ikke glasbeholderen hver gang og kun sjældent. På den måde bliver der en masse gode ting i glasset sammen med scoby svampen som efterhånden bliver tykkere og tykkere.
Når jeg tapper kombucha efterlader jeg mere end den ene deciliter som anbefales som starter til en portion kombucha. Det er stærkere og med en stor scobysvamp tager det ikke længe at lave en portion kombucha.
Jeg har kæmpet med at det skulle danne brus og bobler og min erfaring er, at scoby’en skal have en vis størrelse og alder inden det lykkes.
Den sidste portion kombucha jeg lavede af grøn kvædete blev så lækker og allerede i glasset kom der mange bobler. Normalvis dannes der først bobler i 2. Fermentering i flasker med forskelligt frugt eller saft. Selve brygningen tog kun 3-4 dage denne gang.
Jeg drikker et glas kombucha hver dag og det smager skønt og er rigtig godt for maven da det indeholder så mange gode sager. Det indeholder ikke så meget sukker da det er det som scoby’en lever af.
Skriv et svar