Sikke en dejlig morgen at vågne til, høj blå blå himmel og dejlig solskin. Det er fuldstændig modsat vejret de seneste dage hvor det bare har regnet og været gråt. Kalenderen skriver nu 1. Juli og nu kan solen godt blive for vi har snart ferie og den skal nydes i Danmark, hvilket kan være noget så skønt hvis der er godt vejr.
Jeg vågnede sædvanligvis tidligt og efter de obligatoriske kopper kaffe i sengen med det nyeste nummer af Boligliv, stod jeg op og gik igang med en morgensund Smoothie Bowl. Toppingen til denne var jeg rundt efter ude på terrassen og i haven hvor jeg fandt lidt jordbær, hornvioler og frisk mynte. Sammen med lidt sprød granola, kakaonibs, chiafrø og kokosmel så var den klar til servering.
Ældste barnet, min søde datter er hjemme på ferie og hun er fan af denne slags morgenmad. Simone fik skålen med hjerte jordbæret og vi nød vores Smoothie Bowl sammen med et blødkogt æg.
Smoothie Bowl, 2-3 personer:
- 1 moden banan
- 1/2 dl frosne jordbær
- 1 dl frosne blåbær
- 1 moden avokado
- 1 spsk. Græskarproteinpulver
- 1,5 dl græsk yoghurt, 10 %
- 1,5 dl iskoldt vand
Topping:
- Knasende granola
- Kakaonips
- Kokosmel
- Chiafrø
- Små friske jordbær
- Mynteblade
- Spiselige blomster fx små hornvioler
Ingredienserne til smoothien blendes godt og grundigt hvorefter den hældes op i 2 skåle som pyntes med det som man har og godt kan lide. Den tilsatte græskarproteinpulver mætter godt og sammen med et blødkogt æg er man mæt længe.
Skriv et svar