Søndag havde jeg sådan lyst til jordbær og heldigvis er der stadig et lille lager af frugt og bær i fryseren. Jeg tog en lille portion jordbær op og hældte dem op i et sylteglas sammen med chiafrø og friskpresset appelsinsaft. Af sødning har jeg brugt ren vaniljepulver, birkesød og stevia dråber. Alle tre produkter, som ikke går ind og påvirker vores blodsukker så meget, som sukker ellers gør.
Det smager sødt og dejligt, så dejligt at jeg allerede har lavet en ny portion igen. Det tager ingen tid at lave og man kan bruge forskellige frosne bær. Er det købte bær anbefales det at de gives et lille opkog først pga. kolibakterier.
Råsyltede jordbær med chia har samme konsistens som marmelade og kan bruges på samme måde til fx pandekager, nybagte boller og sammen med yoghurt.
Søndag er ofte den dag jeg foodprepper til en ny arbejdsuge og her passer disse råsyltede jordbær med chia rigtig godt. Bruger man denne portion til de små glas med låg er der til 4-5 glas. Jeg hælder en passende portion jordbær med chia i hvert glas og stiller dem på køl. Efterhånden som jeg bruger dem tilføjer jeg soyayoghurt og lidt granola på toppen. De små glas med låg er meget lette at tage med. Granolaen har jeg ved siden af i små bøtter.
Det smager skønt af sol og sommer hvilket også er dejligt på denne årstid. Jeg bruger bl.a råsyltede jordbær til et lille sundt mellem måltid, ovenpå nybagte boller eller som en dessert.
Råsyltede jordbær med chia:
- 225 g frosne jordbær
- 2 spsk. chiafrø
- Saften fra 1 øko appelsin
- 1/2 tsk. ren vaniljepulver
- 1 spsk. birkesød
- 2 dråber stevia
- Hæld de frosne jordbær op i et sylteglas.
- Tilsæt appelsinsaft sammen med de øvrige ingredienser. Rør det sammen og lad det stå til jordbærrene er tøet op. Rør det godt sammen og stil det på køl.
- Opbevares på køl i op til 4-5 dage.
Skriv et svar