Mens den nystartede ferie nydes til fulde er havens mange bær begyndt at modne. Jeg nyder at kunne gå ud i haven og plukke løs. De forskellige bær bruger jeg til saft, marmelade, gele og meget mere.
Solbærene er ved at være modne og de sorte bær er sprængfyldte med c vitaminer. Faktisk kan man høste andet end solbærrene fra busken, da bladene også er meget aromafyldte; disse kan bruges til saft og te.
Solbærrene er jeg blevet rigtig glad for at bruge i mit køkken og det er bare med at få dem plukket i en fart, når de modner og inden solsorten får smag for dem.
Her til morgen har vi spist en dejlig mættende og smagsfuld quinoagrød med solbær lige plukket fra haven. Ældste barnet er hjemme og nyder en sund morgenmad lige så meget som jeg.
Quinoagrød med solbær, 2 personer:
- 2 dl quinoa
- 4 dl vand
- 1,5 dl rismælk
- 2 dl solbær
- 1/2 tsk. vaniljepulver
- 2 tsk. ahornsirup
- Quinoagrynene skylles grundigt og bringes i kog med vandet. Quinoaen koges med vandet i ca. 15 minutter til de små haler kan ses.
- Tilsæt solbær, rismælk, vaniljepulver og ahornsirup. Grøden småkoger i 10 minutter og der røres ind imellem.
- Grøden nydes varm i en skål med spiselige blomster ♥
Skriv et svar