Efter nogle dejlige løvfaldssommerdage med sol, varme og blå, blå himmel er kulden for alvor sat ind og det gav lyst til at være i køkkenet, hvor jeg forleden bagte disse chokolademuffins.
Længe har jeg haft lyst til at bage en portion chokoladelækre muffins med gode proteiner. Jeg har nemlig tilføjet disse chokolademuffins sorte bønner, som overhovedet ikke kan smages og som gør, at de her muffins ud over at være lækre, også mætter temmelig godt.
Sukkerindholdet er også blevet reduceret så de er knap så søde, men stadig smager af chokolade. Jeg har sødet dem med mørk muscovadosukker, vaniljepulver og en plade mørk chokolade. De er bagt glutenfri og jeg har brugt fint mandelmel, som både kan købes, men som man også let selv kan lave. Det kræver en god foodprocessor og en portion mandler, intet andet. Det køres på højeste trin til det har den rette konsistens, groft eller fintmalet mandelmel.
De sorte bønner koger jeg selv for det er billigere, bedre og så spare man dåseemballagen. Jeg koger en kæmpe portion og fryser en del ned i 240 grams poser, det svarer til en dåse bønner.
Chokolademuffins med bønner, 12-15 stk.:
- 3 æg
- 175 g muscovadosukker
- 100 g fint mandelmel
- 75 g mørk kakao
- 1 nip salt
- 1 tsk. vaniljepulver
- 1 tsk. bagepulver
- 1/2 tsk. natron
- 1 dl raps olie
- 1 shot espresso
- 240 g kogte sorte bønner
- 75 g mørk chokolade, 70%
- 75 g valnøddekerner
- Kom æg og muscovadosukker i en foodprocessor og kør det godt sammen så det bliver luftigt og skummende. Tilsæt de sorte bønner og kør det godt sammen.
- Tilsæt de tørre ingredienser og herefter olie og espresso mens der køres.
- Hak den mørke chokolade og skær valnødder i mindre stykker. Tilsæt dette og bland forsigtigt.
- Hæld dejen i en form på 20×20 cm beklædt med bagepapir. Bag kagen ved 180 grader i ca. 30 minutter.
- Afkøl på en rist og nyd ♥
Skriv et svar