Fløjlsblød amaranthgrød er favorit morgenmad på en langsom morgen i weekenden. En favorit blandt efterhånden mange slags, men jeg vender altid tilbage til denne bløde amaranthgrød.
Den tager lidt tid at lave, så det er oftest i weekenden jeg laver den. Jeg koger grøden under låg ved svag varme og rører ofte i den, så den ikke koger på. Herefter står den og trækker lidt inden jeg rører mandelmælken godt sammen med grøden.
Så er grøden klar til servering og kan pyntes med forskelligt frugt og nødder. Bliver der en rest tilovers kan det sagtens bruges i en dej til boller eller brød.
Det er en grød som mætter godt og længe da amaranth er proteinrig med optimal aminosyresammensætning.
De aromatiske frø høstes i Sydamerika og er kendt som Inkaernes vidundergryn. Amaranthfrø kan udover grød også bruges i brød og kager. Amaranth er som sagt rig på protein men også fyldt med sunde mineraler og som et ekstra plus er det glutenfri.
Fløjlsblød amaranthgrød, 2 Pers.:
- 2 dl amaranthgryn
- 4 dl vand
- 1,5 dl mandeldrik
- Frisk frugt
- Kakaonibs
- Bland amaranthgryn og vand i en gryde, bring det i kog.
- Sørg for at blande det godt sammen og kog videre på lavt trin med låg i ca. 20 minutter.
- Rør i det ind imellem og særligt til sidst. Sluk og lad herefter grøden stå med låg i ca. 5 minutter.
- Nu røres mandelmælk i grøden og rør det godt sammen.
- Anret grøden i skåle sammen med frisk frugt og kakaonibs.
Skriv et svar