Lørdag duftede hele køkkenet af chokoladekage, for jeg var gået igang med denne chokolade lækre brownie. Weekend er bagetid hvilket ofte kommer til at rime på kagetid. Og bare fordi man har en sød tand så er det ikke ensbetydende med at det som vi bager skal være usundt. Jeg bagte denne brownie med sorte bønner og mandelmel, hvilket gør den både proteinrig og glutenfri. Som sødning har jeg brugt muscovadosukker som har meget mere smag end almindelig sukker og man behøver derfor ikke bruge så meget. Jeg har også tilføjet 70% mørkt chokolade, så det er en rigtig god chokoladebombe som kan nydes i små stykker, for mere behøver man ikke.
De sorte bønner i kagen smages ikke og de tilføjer godt med protein til kagen. Kagen blev smagt lørdag og var ikke mindre lækker søndag, så den har godt af at trække lidt.
Chokolade lækker brownie:
- 3 æg
- 175 g muscovadosukker
- 100 g fint mandelmel
- 75 g mørk kakao
- 1 nip salt
- 1 tsk. vaniljepulver
- 1 tsk. bagepulver
- 1/2 tsk. natron
- 1 dl raps olie
- 1 shot espresso
- 240 g kogte sorte bønner
- 75 g mørk chokolade, 70%
- 75 g valnøddekerner
- Kom æg og muscovadosukker i en foodprocessor og kør det godt sammen så det bliver luftigt og skummende. Tilsæt de sorte bønner og kør det godt sammen.
- Tilsæt de tørre ingredienser og herefter olie og espresso mens der køres.
- Hak den mørke chokolade og skær valnødder i mindre stykker. Tilsæt dette og bland forsigtigt.
- Hæld dejen i en form på 20×20 cm beklædt med bagepapir. Bag kagen ved 180 grader i ca. 30 minutter.
- Afkøl på en rist og nyd ♥
Skriv et svar