Sidste weekend nåede jeg lige at sætte en portion almindelig hyldeblomstsaft over inden vi tog hjem fra sommerhuset. Den har stået og hygget sig i køleskabet i 5 dages tid og er nu siet og hældt på flasker. Vi har altid en flaske eller to med forskelligt hjemmelavet saft i, lige parat til at hælde i et glas med iskoldt danskvand for det har vi også altid i køleskabet.
Jeg laver saft i lange baner lige nu og noget drikker vi med det samme og noget gemmes i fryseren til senere. Det smager også skønt og sommerligt om vinteren og har man lidt ondt i halsen smager det skønt med varmt vand i.
Hyldeblomsterne er også plukket fra træet i haven ved sommerhuset. Det blev de sidste fra dette træ, resten får lov at modne til hyldebær som fuglene sikkert spiser.
Endnu en weekend er blevet tilbragt og nydt i sommerhuset med dejlige ture til stranden, lækre frokoster og jordbær med fløde ♥
Hyldeblomstsaft, ca. 1 liter:
- 30 store hyldeblomstskærme
- 2 øko citroner
- 2 spsk. citronsyre
- 500 sukker
- 1 tsk. vaniljepulver
- 1 liter vand
- Fjern synlige smådyr fra hyldeblomsterne og klip de grønne stilke af.
- Kom hyldeblomster i en stor skål sammen med citron i skiver.
- Tilsæt citronsyre.
- Kog vandet op med sukker og hæld det over blomsterne.
- Stil blandingen i køleskabet i 3-4 dage. Rør i blandingen hver dag.
- Efter endt trækning hældes blandingen igennem en finmasket si.
- Hæld den færdige hyldeblomstsaft på rene glasflasker eller frys det ned i poser.
Skriv et svar