Mere rabarbersaft mens vi venter på flere varme dage

 

Sidst vi handlede i vores fortrukne grønsagsbod købte jeg 3 kg frisk optrukne rabarber. Der var faktisk ikke flere i boden så jeg var selv med ude i marken for, at hjælpe med at trække dem op. Man trækker dem forsigtigt op med et snuptag og skærer toppen af, som jo er giftig. Det er sidste udkald for rabarber nu her i juni og herefter skal de have et hvil indtil sidst på sommeren.

Jeg har lavet en del rabarbersaft denne sommer og nogle poser er kommet i fryseren. Vi nyder at kunne tage en pose saft op hen over efterår og vinteren, så får man lige lidt ekstra sommersmag ♥

Denne rabarbersaft er meget koncentreret og lidt sirupsagtig. Den smager så dejligt med danskvand og pas på for det bruser og skummer meget, når man hælder det over saften. Det smager også skønt i et glas Cava.

Jeg havde nogle flasker med på arbejde for nyligt, da jeg skulle give morgenbrød. Rabarbersaften blev nydt og drukket til sidste dråbe ♥

Det var en ordentlig stak rabarber jeg fik samlet og den rensede vægt var 3 kg. Rabarberne kunne lige knap være i vores 5 liters gryde. Jeg tilsatte 12 dl vand og kogte rabarberne ganske kort og lod dem derefter stå i gryden en times tid.

Jeg fryser saften ned i 750 ml poser for det passer lige til de glasflasker vi har.

Koncentreret rabarbersaft, 2,5-3 L:

  • 3 kg rengjorte rabarber
  • 12 dl vand
  • 1 kg rørsukker
  1. Rens rabarberne og skær dem i mindre stykker.
  2. Kom rabarberne i en stor gryde og tilsæt vandet.
  3. Giv rabarberne et opkog og lad det småkoge i ca. 15-20 minutter og lad det herefter stå i en time eller 2.
  4. Hæld saften igennem en finmasket si.
  5. Kom saft og sukkeret i gryden. Lad det småkoge i 5 minutter.
  6. Skum saften og afkøl.
  7. Hæld saften på flaske eller frys det i poser.
Print Friendly, PDF & Email

Om Betina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2024 · Theme by 17th Avenue

Copyright © 2024 · Amelia on Genesis Framework · WordPress · Log ind

Translate »
Menu Title