Nu har min glasbeholder stået med en kombuchablanding i 14 dage. Det har været spændende at se hvad der skete fra dag til dag og man kan faktisk sagtens se udviklingen. Min lille scoby som jeg fik forærende har fået en baby som har lagt sig øverst i glasset. Den fylder hele glasset i omkreds og den bliver tykkere og tykkere.
Det som jeg vil gøre nu er at tappe en del af min kombucha ud og igennem en si, for at sortere evt. gærtråde fra. Jeg efterlader 3 dl tilbage i beholderen og vil hælde 3 liter afkølet grøn the tilsat rørsukker ned i beholderen uden at forstyrre Kombuchasvampen, scoby’en.
Ny stor portion:
- 3 dl start væske
- 1,5 l kogende vand
- 1,5 l koldt vand
- 3 dl øko rørsukker
- 6 tsk. øko grøn the
- Start med at koge 1,5 l vand, tilsæt rørsukker og køl det ned til 80 grader. Når vandet når denne temperatur tilsættes theen i en si. Lad det stå mindst 15 minutter.
- Herefter tages theen op og det kolde vand tilsættes. Lad det hele køle af til ca. 25-28 grader.
- Hæld blandingen forsigtigt ned i beholderen. Sæt et dobbelt lag hørstof på i stedet for låg. Luk med først en stor elastik og herefter med snor. Kombucha’en skal have luft og stoffet er for at forhindre fx bananfluer i at komme ned i drikken.
Denne nyopstartede kombucha skal stå i 1-2 uger inden den er færdig og måske længere tid.
Min færdige Kombucha drik skal hældes på en skoldet glasflaske og tilsættes frisk ingefær og appelsin. Den skal stå i stuetemperatur i nogle dage for at danne bobler. Dagligt skal låget lige åbnes for at der ikke dannes så meget tryk i flasken at den springer. Det er blevet en meget lille portion færdig kombucha jeg har fået af min første bryg, da jeg har valgt at bruge 3 dl til en ny stor portion. I næste bryg skal min scoby deles og jeg vil have en bryg mere igang. Jeg har lige haft fødselsdag og fik en stor glasbeholder med tappehane af mine børn, så der er klar til en bryg mere som bliver med smag af grøn the og kvæde ♥
Bente Madsen skriver
Hvor meget appelsin og ingefær putter du i?
Betina skriver
Hej Bente
Jeg har brugt ca. en halv øko appelsin og en lille stykke ingefær.
Vh.
Betina