Ribssaft og ribs i lange baner mens sommeren nydes

Mens sommeren nydes max er alle havens bær faktisk modne på samme tid og lige midt i ferien. Det giver god tid til at sylte og lave saft hvilket jeg gør ret meget i. Haven bliver dyrket økologisk og jeg synes at det er skønt at kunne høste af egen avl og lave lækre sager af det. I disse dage plukker jeg ribs og har nu lavet første portion ribssaft.

Nederst i vores have står der 2 ribsbuske, som efterhånden er ret gamle. Efter en kraftig beskæring forrige år gav de meget lidt bær sidste år. Faktisk så få bær at jeg lod dem hænge til fuglene.

Det er heldigvis anderledes i år, og trods tørken har buskene givet mange store flotte ribs. Jeg har plukket af flere omgange og kogt saft af dem. Egentlig havde jeg planlagt at lave lidt ribsgelé også, men der skal man helst plukke dem inden de er helt modne, da de indeholder mest pektin på dette tidspunkt. Pektin er med til at gøre geléen stiv sammen med sukker.

Det bliver kun til Ribssaft i år og det er også rigtig lækkert blandet op med danskvand. Vi køber meget sjældent sodavand og drikker hellere forskelligt hjemmelavet saft blandet op med danskvand, uhm….♥

Den færdige Ribssaft hældes på skoldede flasker og det vi ikke drikker hældes i frostposer og fryses ned. Jeg fryser det i portioner af 0,75 liter da det passer med de glasflasker som jeg har. 

I fryseren har vi efterhånden meget saft,- hyldeblomst, rabarber, solbær og nu også ribssaft. Super sund saft som er fyldt med gode vitaminer, er økologisk dyrket og nærmest gratis.

Ribssaft, 1,2 liter:

  • 1 kg skyllede ribs
  • 4 dl vand
  • 250 g rørsukker
  • 1/2 tsk. vaniljepulver 
  1. Skyl de plukkede ribs og fjern alle urenheder og evt. blade,- jeg ribber dem ikke.
  2. Kom ribsene og vandet i en gryde. Kog op og lad småkoge under låg ved svag varme i ca. 1/2 time.
  3. Pres herefter ribsene mod grydens side med en grydeske så alt saften presses ud.
  4. Hæld saft og bær op i en si beklædt med et fugtigt bomuldsstykke.
  5. Hæld saften tilbage i den skyllede gryde og kog det op med rørsukker og vaniljepulver.
  6. Lad det køle af inden det hældes på skoldede flasker eller i frostposer.
  7. Ribssaften kan holde sig på køl i ca. 14 dage +

Print Friendly, PDF & Email

Om Betina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2024 · Theme by 17th Avenue

Copyright © 2024 · Amelia on Genesis Framework · WordPress · Log ind

Translate »
Menu Title