Lørdag d. 21. December
I dag på årets korteste dag fejrer vi juleaften lidt på forskud. Vi er en stor familie og for at alle kan deltage så er det planlagt til i aften. Datoen betyder ikke så meget for vi hygger lige så meget som var det d. 24. December.
Her er fint julepyntet, julerengøringen er overstået, alle har fået juleferie og julefreden kan sænke sig.
I går havde vi travlt med at stege de 2 økologiske ænder, så de ligger klar, parteret og skal bare varmes i aften.
Vi plejer at få både and og flæskesteg og det får vi også i år.
Der blev kogt risengrød til ria a la mande, som skal laves færdigt senere idag.
Denne opskrift har jeg brugt i mange år.
Jeg starter altid dagen før med at lave risengrød af 2 l øko sødmælk og 250 gr. grødris.
Dette koges godt op under omrøring og når det har kogt i ca. 10 min. stiller jeg det ind under dynen, hvor det koger færdigt på et par timer.
Stilles koldt natten over.
Næste dag:
Piskes 1/2 l fløde
150 g smuttede mandler hakkes groft og tilsættes sammen med
2 vaniljestænger og ca. 75 gr. sukker
Jeg bruger ca. en 3/4 del af den kogte risengrød (1500 gr.)
Dette blandes hurtigt sammen, tilsættes en hel smuttet mandel og stilles koldt.
Portionen giver nok til 2 skåle og jeg regner med at den ene rækker fint til de 10 personer som vi skal være i aften.
Jeg har også planer om at lave en portion klejner som vi kan få til kaffen i eftermiddag. Mmmm. bare tanken om nykogte lune klejner. Opskriften har jeg hentet fra Blomsterberg og der er rigtig meget revet citronskræl i.
Skriv et svar