Da vi holdt rejsegilde på vores nye hus tilbage i oktober måned fik vi mange lækre gaver. Vi fik bl.a. en flaske lækkert saft med smag af roser og citron, som smager så skønt sammen med iskoldt danskvand. Dengang fik jeg også en god ide til en ny smagsvariant til al den saft jeg laver om sommeren. Jeg laver litervis af saft af bl.a. hyldeblomst, ribs, solbær og rabarber.
Vi har dog ikke alle disse forskellige bær i haven endnu og så er det jo godt at man kan finde andre lækre sager i naturen.
Hybenroser er jo en invasiv art og ikke så populær i den danske natur, men kan kan faktisk lave mange lækre sager af den. Jeg plejer at lave hybenmarmelade og ind imellem også hybensuppe som også smager virkelig godt med en top af cr. fraiche.
Jeg plejer at fryse en del af min saft ned så vi også har noget til senere på året, men denne portion bliver nok hurtig drukket og jeg må have fat i flere rosenblade hvis jeg skal lave en portion til fryseren.
Jeg har samlet disse kronblade af hyben på stranden, hvor de hverken er sprøjtet eller forurenet med bilos. Det er ren økologi ♥
Rose og citronsaft er rigtig let at lave og kræver et minimum af tid. En tur ud i det blå hvor man plukker lidt kronblade af hybenroser eller fra de roser man har i haven, for de kan sagtens bruges. Jeg plukkede mine rosenblade en aften og kom den lukkede pose i køleskabet natten over. Næste dag sorteres bladene og de små dyr som måtte have gemt sig i dem, lukkes ud i det fri igen ♥
Rose og citronsaft:
- 1 liter let sammenpressede rosenkronblade
- 1 stor øko citron
- 1 liter vand
- 500 g øko rørsukker
- Evt. lidt citronsyre
- Bring vandet i kog og tilsæt rosenblade og citron i mindre stykker.
- Småkog i 5 minutter.
- Tilsæt sukker og småkogt videre i 2 minutter.
- Lad herefter gryden stå med låg i ca. 1 time.
- Si saften og hæld den på skolede flasker.
- Saften kan sagtens holde sig på køl i et par uger og ellers kan den fryses ned til senere brug.
Skriv et svar