Det er januar og jeg har bare lyst til at spise sundt og godt. December var smadder hyggelig og hold da op hvor vi har hygget os og lidt for meget til den søde side. Vi holder lige en lille pause med alt det søde, men lur mig om der ikke snart kommer en sød kage eller en dessert på bloggen igen.
Min mormor sagde altid “med måde er alting godt” og hun har da så evig ret. Mit motto er også “lidt men godt og lidt af hvert”, så går det ikke helt galt. Det søde blev dog mere end lidt og nu slår jeg bremsen i, for en tid ihvertfald.
Lige nu er det sunde sager som jeg har fokus på og det blev da også inspirationen til lidt køkkenhygge i denne weekend.
Mens jeg spiste morgenmad lørdag morgen sad jeg og hyggede mig med lidt planlægning. Jeg elsker mine weekender med god energi og lyst til at lave lidt lækre sager i køkkenet. Inspirationen får jeg mange steder fra og lørdag faldt jeg over et ældre nummer af Fit Living og en bog af Caroline Fibæk.
Det blev til en omgang sunde og lækre små omeletter fyldt med gode sager. Jeg spiser dem gerne til morgenmad, til frokost og har dem med i min madpakke.
Man kan vælge at komme det i som man synes smager bedst eller har i køleskabet, så længe forholdet mellem fyld og æggemassen er ca. 1:1.
Små omeletter, 6 stk.:
- 6 æg
- 1 dl hytteost
- salt og peber
- 1/2 tsk. gurkemeje
- 1 løg i tern
- 1/2 fed hvidløg, hakket
- lidt hakket persille
- 1 dl optøede ærter
- 1 dl sammenpressede spinatblade
- 50 g squash i små tern
- 3 sherry tomater i små tern
- revet parmesan
- Pisk æg let med krydderier og persille. Tilsæt resten af ingredienserne.
- Kom fyldet op i forme beklædt med bagepapir og drys med revet parmesan. Jeg brugte små forme med en diameter på ca. 10 cm.
- Bag de små omeletter ved 200 grader i 15-20 minutter. Afkøl på en rist hvis de skal bruges til madpakken eller frys til senere brug.
Skriv et svar