Sprøde boller med hampefrø

image

Lækre sprøde boller med hampefrø er en ny opskrift som jeg har afprøvet og det bliver en af favorit opskrifterne på boller.

Jeg laver af og til mandelmælk som jeg bruger til smoothies eller chiapudding og den mandelpulp, som sies fra kan med fordel bruges i en bolledej. Det smager rigtig dejligt og idag er dejen blevet tilføjet et twist i form af hele hampefrø. Det gav nogle meget lækre boller med en dejlig smag og som tilmed er meget sunde da hampefrø indeholder så mange gode sager.

Sprøde boller med hampefrø er utrolig lette at lave, da dejen hurtig røres sammen i en skål som dækkes til med film og kommer på køl til bollerne skal bages. Jeg laver det ofte om aftenen og bager en passende portion om morgenen og er der dej til overs så kan det sagtens holde en dag mere på køl. Dejen kan bruges til meget forskelligt og ud over boller laver jeg små madbrød med forskellige krydderier på, burgerboller og ind imellem også pølsehorn.

image

Sprøde boller med hampefrø:

  • 5 dl vand
  • pulp fra 1 dl mandler
  • 1/2 dl rapsolie
  • 1/2 brev tørgær
  • 2 tsk salt
  • 1/2 dl hampefrø
  • 2 dl havregryn
  • 2 dl rugmel
  • 6 dl hvedemel
  1. Alle ingredienser røres godt sammen i en skål, dækkes til med film og stilles på køl mindst 6 timer eller natten over.
  2. Dejen formes til boller med 2 skeer og kommes på en plade med bagepapir.
  3. Bollerne er bagt med 25% damp ved 225 grader i ca. 15 minutter.

image

Print Friendly, PDF & Email

Om Betina

Kommentarer

  1. Michelle skriver

    De lyder lækre! Ville man kunne bruge 25 g alm gær i stedet for tørgær? Og hvor meget mandelpulp bruger du? Jeg har en portion liggende fra 100 g mandler men har svært ved at gennemskue hvor meget af pulpen jeg skal bruge? 🙂

    • Betina skriver

      Mange tak, 25 g gær er fint og det samme som et halvt brev tørgær. Du kan roligt bruge det halve af din mandelpulp og jeg ville nok bruge det hele og evt. reducere havregrynene med 1/2 dl. Dejen skal bare være fugtig og ikke tør når du stiller den på køl. Rigtig god fornøjelse og god weekend😊
      Vh.
      Betina

      • Michelle skriver

        Mange tak for svar! Jeg har allerede en ny portion (lavede cookies med den første her) klar så regner med at lave bollerne fredag. Er spændt på dem!

        • Betina skriver

          Det var så lidt😊 Det lyder spændende med cookies og mandelpulp. Har du en opskrift som du vil af med? vh. Betina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2024 · Theme by 17th Avenue

Copyright © 2024 · Amelia on Genesis Framework · WordPress · Log ind

Translate »
Menu Title