Heldigvis kom varmen i den sidste del af min ferie og det blev virkelig nydt både hjemme, men også i sommerhuset. At være i sommerhuset når det er varmt og solen skinner er noget nær perfekt. Dørene slås op på vid gab og udelivet nydes. Hængekøjerne findes frem for at nyde den obligatoriske middagslur her, nogle snorker højlydt omkap mens andre blunder til en omgang mindfulness. Det er godt for krop og sjæl og jeg er kommet godt igang med at lave mindfulness igen. Det er blevet et dagligt pusterum, som jeg vil gøre meget for at blive ved med, også nu hvor det er hverdag igen.
Det er blevet en vane for os at køre omkring Båring Fisk og de har lækre sager til en god frokost og friske fisk til grillen. Vi nyder det i stor stil og kører også ind til vores vejbod for at hente frisk frugt, grønt og æblejuice. Så er vi forsynet og nyder livet i sommerhuset.
Sent på aftenen går vi til stranden for der kan Viola også være med, om dagen er varmen den rene gift for en fransk bulldog. De har det svært i varmen pga. deres dårlige vejrtrækning og har bedst af bare at ligge i skyggen. Men når det bliver køligere så nydes turen til stranden, der jages måger og rulles i sandet mens vi andre nyder stilheden og den fine solnedgang.
Hverdagen er godt igang igen, vi skriver snart august og sensommer. Den kan også være varm og god hvilket vi krydser fingre for at den også bliver i år, så endnu flere varme dage kan nydes i sommerhuset♥
Skriv et svar