Siden sidste sommerferie har jeg levet glutenfri, ikke 100% men så meget som muligt. Jeg har ikke fået konstateret glutenallergi, men kan mærke at det er godt for min mave at nedsætte glutenindtaget eller helt fjerne det.
At bage glutenfrit kan være noget af en udfordring, men jeg har efterhånden fundet frem til forskellige opskrifter som giver et dejligt brød, kager eller boller uden at være alt for tunge og kedelige.
Disse glutenfri kerneboller er blevet super gode, luftige og lette. Jeg plejer at bruge køkkenmaskinen til at gøre dejen luftig, men denne portion var så lille at jeg valgte at røre den i hånden og det lykkes altså helt godt.
Glutenfri kerneboller, 10-12 stk.:
- 5 dl vand
- 2 spsk. chiafrø
- 2 spsk. Gul fiberhusk
- 1 spsk. smeltet kokosolie, smagsneutral
- 1/2 dl blandede kerner fx hørfrø, sesamfrø og græskarkerner
- 1 tsk. glutenfri gær
- 1 tsk. salt
- 100 g fuldkornsrismel
- 100 g havremel
- græskarkerner til drys
- Hæld vand i en skål og tilsæt chiafrø og fiberhusk. Bland det godt og lad det stå i mindst 5 minutter.
- Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det godt sammen i hånden.
- Skrab siderne ned og stil dejen til hævning i mindst 1/2 time.
- Form bollerne med 2 skeer og læg dem på en plade med bagepapir. Læg et klæde over og lad bollerne hæve yderligere i 1/2 time.
- Tænd ovnen på 180 grader. Jeg brugte 25 % damp, men varmluft kan også bruges. Bollerne bagte i ca. 40 minutter og blev afkølet på en rist.
Bollerne blev helt afkølede inden vi utålmodige kunne smage dem. De er meget fugtige indeni når de er varme og næsten umulige at skære over. Da de endelig var afkølede spiste vi dem til eftermiddags kaffen og haps, haps, haps, så var de væk.
De her glutenfri kerneboller har virkelig en dejlig krumme og er meget luftige og lette. Det er de bedste glutenfri boller jeg endnu har bagt og det har givet mig ideer til at afprøve forskellige variationer.
// Indlægget indeholder affiliate links.
Jenny Hansen skriver
Hej Bettina.
Hvor køber man glutenfri gær?
Din opskrift ser lækker ud og jeg glæder mig til at prøve.
Vh Jenny
Betina skriver
Hej Jenny
Tak;)
Du kan købe glutenfri gæt i de fleste helsekostbutikker.
Rigtig god fornøjelse med bollerne;)
Venlig hilsen
Betina
Mona skriver
Hejsa, jeg fik bagt disse boller i dag og de blev rigtig gode😊
Vil gerne høre om de kan fryses ned?
Mange tak.
Vh Mona
Betina skriver
Hej Mona
Undskyld det sene svar. Bollerne kan godt fryses, men er selvfølgelig bedst nybagte.
Vh.
Betina
Dorthe skriver
Hej
Kan jeg bruge loppefrøskaller i stedet for gul HUSK?
Betina skriver
Hej Dorthe🌸🌸🌸
Det blev et meget sent svar, desværre 😞
Men du kan godt bruge loppefrøskaller😊
Venligst
Betina