Solen og varmen er endelig kommet tilbage og det giver lyst og mulighed for at grille. I aften har vi fået en af mine livretter,- hel lakseside grillet med citron og frisk oregano. Til laksen lavede vi grillpakker med forskellige grønsager og nye kartofler. Det er lækkert og let grillmad som hurtigt er lavet.
Grillet lakseside:
- En hel lakseside på ca. 750 g
- 1 økologisk citron i skiver
- friskhakket oregano
- friskkværnet peber
- salt
- lidt godt olivenolie
Laksesiden lægges med skindsiden nedad på et stort stykke staniol, som kan nå omkring laksen. Laksesiden drysses med salt og peber, hvorefter den skivede citron lægges på sammen med den friske oregano og en smule olivenolie. Staniolen samles omkring laksen så en der er en lille åbning. Kommer på grillen og får omkring 200 grader i ca. 30 minutter.
Grillpakker:
- nye små kartofler, skåret i halve
- små nye gulerødder
- peberfrugt skåret i lange stykker
- rødløg skåret i kvarte
- hvidløg skåret i skiver
- en smule god olivenolie
- krydret med salt og friskkværnet peber
- kogte majs som tilbehør
- olivenolie
Vi spiser ofte grillpakker om sommeren, de kræver ikke så meget tid og man kan komme mange forskellige grønsager i, hvilket også kan være en god måde at tømme køleskabet på.
De udvalgte grønsager kommes på et stort stykke smurt staniol og krydres, herefter er de klar til at blive lukket til og komme på grillen. Pakkerne skal have 30-40 minutter ved 200 grader alt efter hvor store grønsagerne er.
Krydderurterne dyrker vi i store gamle zinkkasser på vores terrasse. Krydderurterne kan man høste af igen og igen. Man klipper det man skal bruge og de kommer bare på ny. De der ikke plukkes kommer i blomst og lokker bier til.
Skriv et svar