Hybenmarmelade med æble

I hegnet ved vores sommerhus er der masser af hybenroser. De er smukke og dufter noget så skønt under deres blomstring. Bedst af alt giver de mange fine og vitaminfyldte hyben. Hyben har et højt indhold af bl.a. C vitaminer og antioxidanter.

I weekenden lavede jeg en portion hybenmarmelade med æble. Kombinationen af hyben og æble giver en dejlig let syrlig smag. Jeg har sødet marmeladen med muscovado sukker og ren vanilje pulver. Muscovado * sukker minder lidt om brun farin, men er lidt sundere, hvis man kan sige det om sukker. Portionen gav 2 små glas og det ene befinder sig nu i Århus hos min datter, som er vild med hybenmarmelade med æble.

Jeg vil plukke lidt flere hyben, rense nogle og smide i fryseren for de er gode i en smoothie hvor de tilfører masser af gode vitaminer og antioxidanter, det samme gør sig gældende i juice.

En anden dejlig ting er også hybensuppe som smager forrygende. Jeg er ret vild med hybensuppe tilsat en klat cr. fraiche og et drys  Knasende sund granola. Hybensuppe skal jeg helt sikkert også lave.

Hybenmarmelade med æble, 2 små glas: 

  • 200 g rensede og groft hakkede hyben
  • 150 g skrællede æbler i små tern
  • 1 tsk Bourbon vaniljepulver
  • 75 g Muscovado sukker
  • Lidt citronsaft
  • 1/4 dl  vand
  • Atamon
  1. Kom de grofthakkede hyben i en gryde sammen med æble i små tern. Tilsæt muscovado, vaniljepulver, citronsaft og vand.
  2. Det hele koges ved svag varme i ca. 30-45 minutter.
  3. Den færdige hybenmarmelade hældes på skoldede atamonskyllede små glas som lukkes med det samme. 

Tip: det er lettere at rense hyben som har været i fryseren. Vask og halver hyben før de fryses og herefter kan de renses mens de endnu er frosne og kernerne er lettere at få ud.

* Muscovado er uraffineret rørsukker, der er tilsat sirup. Det har en større næringsværdi end almindeligt sukker og indeholder kalium, calcium, jern og magnesium.
Muscovado er uraffineret, lidt karamelliseret og har langt flere smagsnuancer end almindeligt sukker. Det er den mest krydrede
og smagsfulde type sukker, man kan få.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Latest from Instagram

Copyright © 2018 · Theme by 17th Avenue

Translate »
Menu Title