Da jeg i søndags lavede en stor portion vaniljeprikket koldskål lavede jeg også en portion tilbehør til. Det blev tilbehør i form af koldskålsknas.
Et knasende sprødt drys som smager forrygende godt sammen med koldskålen og er et sundt alternativ til kammerjunker som indeholder heftig meget sukker.
Her er et knasende lækkert drys fyldt med sunde kerner og nødder. Jeg har sødet det lidt med ahornsirup, som jeg er blevet ret glad for at bruge, som et sundere alternativ til raffineret sukker. Det er et naturprodukt som tappes direkte ud af canadiske sukkerahorn og det påvirker ikke vores blodsukker på samme måde, som almindeligt sukker gør. Det smager dejligt og giver en god smag til mit koldskålsknas.
Til koldskål laver jeg også ind imellem nogle lidt sundere kammerjunker, men denne gang blev det drys.
Koldskålsknas:
- 4 dl glutenfri havregryn
- 1 dl græskarkerner
- 1 dl cashewnødder
- 1 dl solsikkekerner
- 1 tsk. vaniljepulver
- 1/2 dl smeltet kokosolie
- 1/2 dl ahornsirup
- Alle ingredienserne blandes grundigt i en skål og hældes over på en bageplade med bagepapir.
- Bagepladen sættes i en 170 grader varm ovn og får ca. 15-20 minutter.
- Efter de første 10 minutter røres der i knasen så det får lige meget varme og farve over det hele.
- Koldskålsknasen afkøles inden det hældes på glas.
Skriv et svar