Sommerens høst af græskar og hokaido er blevet brugt på bedste vis. Græskar og hokaido kan holde sig i lang tid så efter høst blev de først brugt som dekoration både ude og inde.
Her forleden da halloween var vel overstået gik jeg igang med at skære dem op. Det er blevet til en del poser til fryseren med fintrevet, groftrevet, mos og tern af græskar og hokaido.
Et stort græskar blev vasket grundigt og skåret i 4 dele hvorefter indmaden blev taget ud. Ind i ovnen med dem ved 200 grader i ca. 40-60 minutter. De må godt bages meget møre så de nærmest bliver til mos.
Jeg bruger de forskellige former af græskar til boller, kage, suppe og gryderetter. Det er dejligt let lige at kunne tage en pose ud af fryseren og at det er klart til at komme i de forskellige retter og bagværk.
Tirsdag aften da jeg ordnede de forskellige græskar satte jeg en langtidsdej over til græskarboller til onsdag morgen. Jeg brugte groftrevet græskar i bollerne og de er blevet rigtig lækre, bløde og saftige.
Langtidshævede græskarboller, 12-15 stk:
- 2 dl skyr
- 2 dl koldt vand
- 2 dl kogende vand
- 10 g gær
- 1 dl rapsolie
- 300 g groftrevnet græskar
- 1 dl solsikkekerner
- 2 tsk. salt
- 2 tsk. sukker eller honning
- 2 dl havregryn
- 1 dl groft speltmel
- 600-800 g hvedemel
- Græskarkerner til drys
- Rør væden med gær og salt. Tilsæt de øvrige ingredienser og gem noget af hvedemelet. Rør det godt sammen i hånden eller på en køkkenmaskine. Dejen skal være let fugtig.
- Dæk skålen til med folie og stil det koldt natten over. Dejen skal ikke røres i når den er færdig hævet.
- Næste morgen sættes dejen på en bageplade med bagepapir. Brug 2 spiseskeer og kom 12-15 klatter på pladen. Tryk dem let flade og pensl dem med vand og drys med græskarkerner.
- Bag bollere ved 180 grader ved varmluft i 20 – 25 minutter.
- Afkøl bollerne på en rist og nyd dem lune med lidt smør.
Skriv et svar