Min hang til søde sager tager nogen gange overhånd og så må jeg jo lave et eller andet sødt og lækkert. Jeg køber næsten aldrig slik, så at jeg bager en kage i ny og næ gør ikke så meget og spises med god samvittighed.
Jeg elsker marengs i alle afskygninger og det er nok det, som jeg bager mest af. Disse lakridsmarengs har jeg dog ikke bagt før. De er lavet af ganske almindelig marengsdej og herefter rørt hurtigt og lidt løst sammen med sød lakridssirup. Mums de blev gode og kan nydes som de er eller også sammen med en dejlig kugle vaniljeis og en top flødeskum.
Lakridsmarengs ca. 12 stk.:
- 2 dl æggehvider
- et lille drys salt
- 2 tsk. kartoffelmel
- 3 dl sukker
- 2 spsk. mild lakridssirup
- Æggehviderne piskes let stive og tilsættes sukkeret lidt efter lidt. Tilsæt herefter kartoffelmel og salt. Pisk til hviderne er helt stive.
- Hæld lakridssirup i, lidt over det hele og bland forsigtigt med en dejskraber så det danner et fint mønster.
- Form med 2 spiseskeer marengs i passende størrelse og læg dem på en plade med bagepapir.
- Stilles i en 150 grader varm ovn som straks stilles på 100 grader. Mine marengs er pænt store og fik 3 timer. Herefter slukkede jeg ovnen og lod dem stå. Når de er kolde kan de opbevares i en kagedåse men ikke for længe.
Lidt fakta om æg:
1 æggehvide vejer 30 g
1 æggeblomme vejer 20 g
1 dl hvider er 3 æggehvider
Skriv et svar