Vi gik til Montmartre og helt op til den imponerende Sacre – Coeur kirke på toppen af bjerget. Kirken var utrolig smuk indenfor og fyldt med tændte stearinlys. Vi var der sidst på eftermiddagen og hvis man kommer om formiddagen eller til middag kan man være heldig at opleve hvor smukt nonnerne synger.
Udsigten fra kirken og udover byen var fantastisk. Det var lidt gråvejr, men ellers meget mildt.
På vores vej op til kirken var der adskillige trappetrin som skulle passeres. Undervejs hørte vi jubel og klapsalver hvilket gjorde os nysgerrige og vi blev vidner til et meget romantisk frieri. En gademaler havde malet et rigtig flot billede på en væg, hvilket først var skjult med pap. Da hans kæreste kom blev det fjernet og hun kunne se hans maleri og frieri skrevet på væggen. Hun tog en pink spray og skrev oui ved maleriet.
På vores vej til Montmartre spiste vi brunch på Le Pain Quotidien i området ved Marais. Flere havde anbefalet stedet, som serverer en lækker biodynamisk brunch i forskellige afskygninger og andre småretter. Vi blev ikke skuffede.
Om eftermiddagen fik vi kaffe på en hyggelig cafe og vi opdagede at vi igen havde valgt Le Pain. Lars fik en lækker chokoladekage med kaffe og friskpresset appelsinjuice og jeg valgte chiapudding i stedet for kage hvilket jeg overhovedet ikke fortrød da det smagte så dejligt. Det må jeg simpelthen prøve at lave selv for det var så lækkert og som et bonus så giver chiafrø energi, hvilket var tiltrængt efter den lange gåtur. Jeg bestilte også en kaffe og friskpresset grapejuice.
Skriv et svar