Vinteren er for alvor over os og med det bedste vintervejr for mig, nemlig frost, høj blå himmel og sol. Og dette skønne vejr er desværre også rigtig hård ved vores hud. Vinter og kulde giver mig tør og kedelig hud og jeg trænger til en rigtig god saltskrub. Heldigvis kræver det ikke så mange forskellige ingredienser at lave den selv og oveni er det let at gå til. Groft salt blandet sammen med en god olivenolie og duftende citron så er det ren wellness i badet. Blandingen masseres godt ind i huden, skylles grundig af og efterlader huden dejlig blød. Jeg har brugt en god olivenolie men man kan sagtens bruge kokosolie også. Citronen er plukket på vores eget citrontræ, som faktisk står med citroner lige nu. De smager og dufter skønt, er naturligvis økologiske og træet står i et uopvarmet rum hele året, hvor der er godt med lys og om sommeren også masser af varme.
Mirakelkur til tør og kedelig vinterhud. Den nedenstående opskrift er let at gå til og ingredienserne kan så godt som findes i ethvert køkken.
Saltskrub med citron:
- 2 1/2 dl groft salt
- 1 dl olivenolie
- 1 revet citron og saften deraf
De forskellige ingredienser blandes godt og kommes i et glas med låg. Jeg har glasset til at stå på badeværelset og bruger det ca. hver anden dag.
Citronen indeholder en dejlig intens duft og olivenolien efterlader huden dejlig blød.
Skriv et svar