Det er ved at blive forår ude i vores baggang hvor figentræet stå og hvis man skal lave små figentræer så er det nu hvor de ikke er gået så meget i vækst. De udendørs træer kan vente til det bliver marts og solen har fået mere magt.
Jeg har noget med figner, jeg er vild med den søde frugt, både som frisk og tørret. Figentræet eller busken er også noget for sig med de store flotte figede og meget grønne blade. Vores figentræ i baggangen er meget højt og opstammet. Jeg har i sin tid købt det i IKEA Århus, som sommeren igennem har plantemarked udenfor. Jeg finder altid et eller andet som jeg ikke kan undvære og dette figentræ er super flot når det som nu står med helt sprøde og lysegrønne blade som knapt er sprunget ud samt det første hold af små figenfrugter. Jeg er ret øm over træet og desværre har det et par gange været ramt af spindmider og så er der kun et at gøre, UD med det i regnen. Og faktisk er der også noget andet man kan gøre, nemlig at tage i plantecentret efter rovmider. UHA!!!! De er heldigvis så små at man ikke rigtig kan se dem og de skal blandes op i vand og vandes ud i jorden hos figentræet. Så passer rovmiderne på træet og æder spindmiderne. Ret smart synes jeg og i år har jeg tænkt mig at være på forkant, så jeg skal snart afsted efter en portion rovmider.
Træet i gangen er meget højt og det når loftet flere steder, så derfor har jeg klippet de længste grene af og bruger disse til at lave små figentræet af.
Det er ret nemt at lave formere figner og man bruger en gren som er klippet lige under et skud og med et skud i toppen, ca. 20 cm lang. Grenen sættes i fugtig så og priklejord og står lidt køligt, ikke for varmt som i stuen men fx i et ikke opvarmet rum hvor der er lyst. I løbet af en måned eller lidt mere har grenen lavet små rødder. De små træer passes godt i løbet af sommeren og i efteråret kan de så plantes om i krukke eller på et sted med meget læ.
Skriv et svar