De her sunde kugler rullet i lakridsdrys bliver jeg ved med at vende tilbage til. Jeg laver de sunde kugler i ny og næ når lækkersulten melder sig og spiser dem med den bedste samvittighed. De er udelukkende lavet af sunde sager og når de er rullet i lakridsdrys er det lige prikken over i’et, hvis man som jeg er vild med lakrids. Du kan også sagtens skifte lakrids ud med kakao og derved få lækre chokoladekugler ♥
De er lavet helt uden sukker og kun sødet med de dadler som jeg har tilsat. Jeg laver en portion som lettest køres sammen i en foodprocessor og herefter trilles til kugler. Kuglerne opbevarer jeg på køl og ved servering rulles de i lakridspulver.
Lakridspulver har det med at bliver lidt kedelig pga. fugten i kuglerne, så det er bedst at vente med det indtil servering.
Sunde kugler rullet i lakridsdrys, ca. 16 stk.:
- 125 g mandler
- 75 g dadler
- 25 g havregryn
- 2 spsk. smagsneutral kokosolie
- 1/4 tsk vaniljepulver
- 2 spsk lakridspulver
-
- Start med at køre mandlerne til et groft mel og tilsæt dadlerne uden sten.
- Tilsæt kokosolien og herefter de resterende ingredienser. Kør det godt sammen.
- Massen bliver kun lidt grynet men kan sagtens rulles til kugler, ellers tilsæt 2 dadler mere.
- Tril ca. 16 små kugler.
- Ved servering rulles disse i lakridspulver og resten opbevares i køleskab.
//Indlægget indeholder affiliate links.
Skriv et svar