Forleden da jeg lavede denne basilikumpesto fik jeg lyst til at lave en salat med denne ingrediens. Det blev til en varm salat med butterbeans i pesto. En salat som sagtens kan spises til frokost da den både er en let ret men også en ret som mætter ret godt.
Jeg synes at bønner er en god ingrediens at bruge i forskellige retter og kager. De er meget sunde og så fyldt med proteiner at de mætter lige så godt som kød. Jeg bruger forskellige bønner; kidneybeans, butterbeans og sorte bønner.
Når jeg har god tid og har planlagt menuen på forhånd så koger jeg bønnerne selv. Det kræver lidt forberedelse da de skal lægge i vand i 10-12 timer før de koges. Jeg har altid nogle dåser bønner på lager så der også er plads til de spontane ideer. Det er dog langt billigere at koge dem selv og man belaster heller ikke miljøet med dåserne. De sorte bønner bruger jeg bl.a. til denne lækre chokoladekage.
Butterbeans i pesto:
- 200 g tørrede butterbeans eller 1 dåse butterbeans
- 3 spsk. basilikumpesto
- 3 håndfulde frisk babyspinat
- Saften fra 1 citron
- Lidt ekstra olivenolie
- Peber
- 1 håndfuld ristede solsikkekerner
- Kernerne fra 1/2-1 granatæble
- Start dagen før med at sætte butterbeans i blød i rigeligt vand i ca. 8-12 timer. Skyld dem godt.
- Kom butterbeans i vand i ca. 40 minutter, smag dem til så de ikke er for hårde.
- Rist solsikkekerner på en tør pande og stil til side. Hæld lidt olivenolie i panden og kom butterbeans op i sammen med pesto. Rør det sammen.
- Tilsæt den friske spinat og steg videre mens der vendes rundt, til spinaten har fået nok. Tilsæt citronsaft og peber. Vend det hele rundt og server i en dyb tallerken. Drys med solsikkekerner og granatæble.
// Indlægget indeholder affiliate links.
Skriv et svar