Æbleboller med sprød og knasende top

Årets traditionelle æbleboller med knasende kanelsukker og hakkede mandler er blevet bagt. De hører sig til når æblerne i haven er modne og jeg bager altid mange af dem. 

Havens æbletræ giver som sædvanligt mange fine æbler i år, omend det er lidt tidligere end ellers. Det gør dog bestemt ikke noget og de første blev brugt til disse lækre og nybagte æbleboller med sprød og knasende top. 

Æblebollerne kan bages på flere måder alt efter hvor god tid man har og denne gang blev de bagt efter en times hævning. Andre gange har jeg lavet dem af en langtidshævet dej og de bliver også rigtig gode. Denne metode er lidt lettere og den jeg oftest bruger, men altså ikke lige i dag.

Bollerne er lavet af en almindelig bolledej og tilsat smag i form af kanel og selvfølgelig revne æbler. Jeg har sødet dem med lidt honning og brugt muscovadosukker på toppen sammen med kanel og grofthakkede mandler. 

De lune nybagte boller nydes med iskoldt smør og jeg garanterer at de smager skønt ♥

En glutenfri opskrift på æbleboller finder du her.

Opskriften på æbleboller med langtidshævet dej finder du her.

Æbleboller med sprød og knasende top, 12-15 stk.:

  • 50 g gær
  • 5 dl vand
  • 1/2 dl rapsolie
  • 1 spsk. lynghonning
  • 1 tsk. kanel
  • 1 æg
  • 3 dl fuldkornsspeltmel
  • 11 dl hvedemel
  • 4 groftrevne æbler med skræl
  1. Jeg brugte køkkenmaskinen og kom det hele i undtagen 3 dl hvedemel.
  2. Ælt det hele godt sammen på maskinen eller i hånden.
  3. Kom hvedemelet i til en passende konsistens og gør ikke dejen for tør.
  4. Lad den færdig æltede dej hæve 1 time under et viskestykke.
  5. Skær dejen ud i passende stykker og form dem til boller. Er dejen fugtig kan man forme bollerne med 2 spiseskeer .
  6. Pisk ægget godt sammen og pensel bollerne. 
  7. Drys først med de hakkede mandler på og kom tilsidst kanelsukker på. 
  8. Bag bollerne ved 200 grader i ca. 25 min og lad herefter de bagte boller afkøle på en rist.

Knas til toppen:

  • 1/2 dl grofthakkede mandler
  • 2 tsk. kanel
  • 2 spsk. muscovadosukker
  • 1 æg

Print Friendly, PDF & Email

Om Betina

Kommentarer

  1. Pia Fischer skriver

    Hej Betina.
    Hold da op hvor er det nogle dejlige boller. Nu skal jeg til at lave en omgang mere. Man bliver jo helt afhængig. God start på morgen. Tusind tak for opskriften. 👍😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2024 · Theme by 17th Avenue

Copyright © 2024 · Amelia on Genesis Framework · WordPress · Log ind

Translate »
Menu Title