De første julesmåkager er bagt og smagt, det vil sige at de næsten allerede er spist. Dejen lavede jeg lørdag morgen og de lækre og sprøde finskbrød blev bagt ved kaffetid søndag eftermiddag. Det var Lars der stod for at lave dem, mens jeg var optaget af en ny bog, en kop kaffe og lidt sødt. Det er ren afslapning og dejligt efter en travetur i den smukke efterårsskov, hvor vi var så heldige at solen skinnende. Trods forfald og viden om snarlig kulde, regn, rusk og måske sne, så er skoven bare så flot lige nu og det nød vi på vores tur i søndags.
Jeg er godt igang med bogen og vil varmt anbefale at læse den, for den handler om dig!
Finskbrød:
- 350 g mel
- 250 g smør
- 85 g rørsukker
- 1 æg
Dejen røres hurtigt på maskine og kommes i en pose som presses lidt flad. Lægges på køl i mindst en time og kan sagtens gemmes til dagen efter. Nogle år har jeg laves dej til de forskellige julesmåkager på en gang og gemt det i fryseren. Vi har så bagt småkagerne efterhånden og har hele julemåneden haft friskbagte småkager på den måde.
Dejen er skåret ud i ca. 1/2 cm tykkelse og i lidt aflange stykker. Disse stykker pensles med æg og drysses med perlesukker og hakkede mandler. Bages ved 200 grader i ca. 12-15 minutter afhængig af ovnen og afkøles på en rist.
Skriv et svar