Små hindbærmuffins

Endelig har der været en dejlig varm sommerdag og den er blevet nydt til fulde. Vi har været ude det meste af dagen kun lige afbrudt af lidt kagebagning. Jeg har nemlig bagt en portion af disse små hindbærmuffins som  jeg altid bager, når der er hindbærsæson. Der er stadig lidt hindbær i haven men ikke meget længere, så det var lidt i sidste øjeblik.

De små hindbærmuffins smager skønt og er så lette at bage,  Det er faktisk bare at blande de tørre ingredienser og piske æggehviderne let i for til sidst at røre den smeltede smør i, let og lækkert. De kan sagtens laves med frosne hindbær også men det er bare blevet en fast tradition at bage dem præcis, når der er sæson for friske hindbær, og fra egen have naturligvis. 
Inspirationen til disse lækre kager har jeg fundet i en bog af Marie Melchior som hedder “Når livet er en fest”, som bare indeholder så mange lækre opskrifter og god inspiration. Jeg har bagt dem glutenfri, men man kan også bruge almindelig hvedemel.

Jeg plejer at bage dem i små muffinsforme, men nu har jeg fået anskaffet mig noget meget fine silikoneforme fra Blomsterberg. Kagerne bliver en anelse større men det betyder ingenting og formene er meget lette at bruge. De skal bare skylles i koldt vand inden dejen fyldes i og efterfølgende vasker jeg dem af i hånden.

Små hindbærmuffins, ca. 20 stk.:

  • 125 g smør
  • 50 g mandelmel
  • 75 g kokosmel
  • 200 g flormelis eller rørsukker
  • 75 g  Rød Finax(GF) mel eller hvedemel
  • 1/2 tsk. bagepulver
  • 5 æggehvider ( 150 g )
  • Friske eller frosne hindbær så det passer til kagerne
  1. Bland de tørre ingredienser og rør æggehviderne i. Når det er blandet godt tilsættes den smeltede smør og røres med.
  2. Hæld dejen i muffinsforme når de er 3/4 fyldte. Pres et hindbær let ned i midten af hver muffins.
  3. De små hindbærmuffins bages ved 180 grader i ca. 15 minutter til de er let gyldne.
  4. Afkøles på en rist og er bedst på selve dagen og dagen efter. De bliver hurtigt bløde, men de er også hurtigt spist ♥
Print Friendly, PDF & Email

Comments

  1. lissi olsen says:

    hej skal æggehviderne piskes inden de kommes i dejen til de små hindbær muffins

    • Hej Lissi
      Nej det er ikke nødvendig at piske dem først. De skal bare røres godt med de tørre ingredienser.
      Vh.
      Betina

Speak Your Mind

*

Translate »
Menu Title